Skønt Zürich ligger langt fra havet midt inde på det europæiske kontinent, er vandet nærværende over alt. Byen ligger ved den nordlige ende af den klare Zürichsee, og i den gamle bykerne, Altstadt, risler floderne Limmat og Sihl smukt af sted.
Toblerone toppe
Zürich ligger omkranset af et Toblerone-landskab med høje bjerge, hvis toppe er hvide af sne. Et godt kig på disse imponerende sneklædte tinder får du ude på Zürichsee. Køber du et dagkort (Tageskarte) til den offentlige transport, inkluderer det også en rundfart på søen. Båden afgår fra dæk tre på Bürkliplatz.
Zürich fra oven
Et andet kig på det smukke bjerglandskab, som omkranser Zürich, får du fra det 871 meter høje udsigtspunkt Üetliberg. Det tager kun 20 minutter med S-Bahn (Hauptbahnhof, perron 21 eller 22) at komme derop, det sidste stykke må du dog selv gå. Fra toppen har du en storslået udsigt over Zürich by, Zürichsee og en række alpetoppe, hvoraf flere er over 4000 meter høje.
Har du kræfter til at gå højere op, er der også en Panoramaplatform, som du kan klatre op i og få en endnu mere spektakulær udsigt over det grandiose landskab. Afhængig af kondition og interesser kan du efterfølgende sætte dig på en af restauranterne, som ligger på Üetliberg, eller følge en af de mange afmærkede stier og tage på vandretur. Måske møder du Heidi og hendes gamle bedstefar.
Kirker og kunst
Zürichs gamle centrum er delt af floden Limmat. På den vestlige side af floden ligger de brede, mondæne boulevarder med eksklusive butikker og restauranter, mens den østlige del består af labyrintiske, brostensbelagte gyder med caféer, små gallerier og alternative butikker. Det er også her, du finder natteliv med barer og klubber.
I den gamle bydel Altstadt ligger to smukke kirker, som er et besøg værd, ikke mindst på grund af deres mosaikker. Grossmünster med de to tårne er Zürichs vartegn. Katedralen stammer fra det 12. – 13. århundrede, men har moderne mosaikker. Dels er der mosaikker fra 1933 udført af Augusto Giacometti (farbror til den kendte billedhugger Alberto Giacometti), dels tolv mosaikker skabt af Sigmar Polke i 2009. Polkes mosaikker er ikke lavet af glas, men af brasiliansk agat, en slags mineral der er skåret i tynde skiver, som lyset kan gennemtrænge og få til at gløde på en hel overjordisk måde. Mosaikkerne, der har gammeltestamentlige motiver, er ikke blot et hovedværk i Sigmar Polkes oeuvre, men i moderne vesterlandsk kirkeudsmykning.
Den anden kirke er Fraumünster, som er et tidligere kvindekloster fra det 13. – 15. århundrede. I 1970 udsmykkede Marc Chagall kirken med fem glasmosaikker. Motiverne er bibelske, men udført i Chagalls velkendte drømmeagtige og fabulerende stil.
Er du til mere kunst, bør du besøge Kunsthaus Zürich. Det nyrenoverede museum har en stor skulptursamling af Alberto Giacometti og en imponerende samling af europæisk kunst fra 1800- og 1900-tallet. Desuden er der altid store særudstillinger med kendte kunstnere.
Det moderne Zürich
Bliver du træt af Zürichs idylliske centrum kan du tage til forstaden Neu Oerlikon og se spændende, moderne arkitektur. Her finder du et helt nyt kvarter, som er meget smukkere end for eksempel den øde Ørestad i København. I Neu Oerlikon har arkitekterne ikke været bange for at bruge farver og plante træer og dermed skabe et indbydende offentligt rum. Midt i den moderne bydel står et tårn, som du kan gå op i og få et kig ud over det nybyggede kvarter. Det tager kun syv minutter fra Hauptbahnhof at komme til Neu Oerlikon med S-Bahn, og du kører på dit dagkort (Tageskarte).
Shoppe og spise
At Zürich er et finanscentrum og en særdeles velhavende by, ses på udvalget af prominente butikker. I Bahnhofstrasse ligger de eksklusive mærkevarebutikker side om side, og du kan købe alt inden for tøj, sko, smykker og naturligvis ure. Chokoladeforretninger, der sælger udsøgt chokoladekonfekt pakket ind i fine æsker, finder du mange steder, men du får ikke mange chokoladestykker for 20 schweizerfranc (cirka 100 kroner). Men det er meget delikat. I supermarkederne finder du udmærket pladechokolade og Toblerone, der er langt billigere, men som heller ikke adskiller sig fra den chokolade, vi kender i Danmark.
Zürich bugner af restauranter og cafeer, hvor du kan stille sulten og slukke tørsten. Det hyggelige konditori Schober (Napfgasse 4) siges at være byens bedste. Hyggeligt er det i hvert fald og det travle personale er yderst venligt. Udefra ser Schober ganske beskedent ud, men det er et ret stort sted med flere etager samt en lille gårdhave. Prøv for eksempel de farverige macarons, en lille makron der fås med forskellig slags creme. En himmelsk mundfuld.
Café Odeon ved Bellevue pladsen (Limmatquai 2) er et legendarisk mødested i Zürich. Kunstnere, intellektuelle, kendisser og folk, der gerne vil ses, hænger ud her. Hører du ikke til de kendte stamkunder får du en noget afmålt betjening, men bortset fra det, er det sjovt at sidde og iagttage de mange forskellige typer, som kommer her. Et kig på gæsterne i Café Odeon viser, hvor kosmopolitisk Zürich er, trods sin lidenhed.
Fakta
Zürich har cirka 342.000 indbyggere og er den største by i Schweiz.
Zürich er Schweiz’ finanscentrum, hvor verdens tredjestørste bank, United Bank of Switzerland, har sit hovedsæde. Også landets nationalbank ligger her.
Møntfod: 1 Schweizerfranc svarer cirka til 5 kroner.
Et dagkort (Tageskarte)til den offentlige transport koster 8 schweizerfranc og kan købes på hovedbanegården (Hauptbahnhof). Kortet gælder i S-Bahn, busser, sporvogne, vandbusser, og til en lille (halvanden time) rundfart på Zürichersee.
Zürich Turistbureau.












