”Lidt kongelig har man lov at være” kunne sloganet for Grand Hotel Kronenhof i schweiziske Pontresina være. Hotellet er et imponerende neobarokt byggeri. Hvidt med grønt tag – lige som Vinterpaladset i Sankt Petersborg. Her er majestætisk skønhed over alt – både ude og inde. Det femstjernede superior hotel ligger midt i den sydschweiziske region Engadin, som er kendt for sit storslåede bjerglandskab, der er betagende smukt på enhver årstid.
Faciliteter
Grand Hotel Kronenhof har et nyt og kæmpestort spa. Her er et pool-område for børn og en stor swimmingpool omgivet af enorme panoramavinduer til de voksne. Her er også et stort varmt bad med jacuzzi – ligeledes kranset af panoramavinduer, så du kan nyde alpelandskabet, mens boblerne masserer din krop. I en stengrotte kan du gå i dampbad, og du kan tage et saltvands dampbad, prøve to saunaer og svede i et fitnesscenter. Endelig er der også et stille hvilerum, hvor du kan ligge og slappe af og lade tankerne flyve, mens du nyder udsigten til de sneklædte bjergtinder. Men vil du slappe af i vandet, er det også en mulighed. I et såkaldt ”relax floating bath” kan du ligge og lytte til afslappende new age musik og følge vandspejlets duvende bevægelser, som bliver projekteret op i loftet. Det er fuldendt afslapning.
I Kronenhof Spa er der simpelthen alt. Desuden er der rigeligt med plads, så du kan godt svømme i poolen helt alene eller gå i dampbad for dig selv. Alle faciliteter er dejligt rene og velholdte.
Behandlinger
Alle de behandlinger, du kan ønske dig, kan du købe i Kronenhof Spa. Diverse former for massage, detox-behandlinger, peeling, body wraps, ansigtsbehandlinger, manicure, pedicure, voksbehandlinger, fysioterapi og aromatiske bade.
Priserne på behandlingerne går fra 50 schweizer franc for en behandling af trætte hiking-ben til 260 schweizer franc for en anti-aging behandling med guldpartikler.
Service
Fra du ankommer på Grand Hotel Kronenhof til du tjekker ud igen, bliver du behandlet fyrsteligt. På Kronenhof er smilende service en dyd. Al personale på hotellet – lige fra tjenerne til stuepigerne – bærer uniform, så du kan nemt finde frem til dem, der kan hjælpe dig. Samtlige personalegrupper står simpelthen på tæer for at servicere hotellets gæster.
Værelse
Der findes adskillige værelsestyper på Grand Hotel Kronenhof. Jeg boede på et rummeligt værelse med en stor entre med så megen skabsplads, at det næsten var et walk-in-closet. Badeværelset havde to håndvaske og det var både indrettet med brusekabine og badekar. Og selve værelset havde en kæmpestor seng, et skrivebord og et hjørne med lænestole. Her kunne jeg sidde og kigge ud ad vinduerne og nyde den spektakulære udsigt til de himmelhøje bjergtinder.
Restaurant
Grand Hotel Kronenhof har flere restauranter, den største ligger i en flot dekoreret sal med overdådige freskomalerier i loftet. At sidde og spise i dette enestående smukke rum med blide engle svævende rundt over hovedet er en æstetisk oplevelse ud over det sædvanlige. Skønnere rammer for en middag eller en omgang morgenmad bliver svært at finde.
På menukortet er schweiziske specialiteter, men også internationale retter, som spises med skinnende sølvtøj. Morgenmaden er en omfattende buffet, som er vældig flot og indbydende anrettet. Kaffen og teen serveres naturligvis i sølvkander.
Omgivelser
Grand Hotel Kronenhofs omgivelser er ubeskriveligt skønne. I hotellets store have er en udendørs swimmingpool og en solterrasse. I dalen neden for haven risler floden Inn af sted. Her kan du fiske, tage på kanotur eller prøve rafting. Bagved floden knejser mægtige bjerge med sne på toppen. I sommerhalvåret er bjergene det perfekte sted for hiking. Og om vinteren er det et af verdens mest snesikre skiområder med 57 pister at vælge imellem. Grand Hotel Kronenhof har shuttle bus til skilifterne. Ligeledes har hotellet egen udendørs skøjtebane.
Pontresina, hvor Grand Hotel Kronenhof ligger, er en lille, hyggelig alpeby med et pænt udvalg af butikker, gallerier, cafeer, restauranter og et stort kultur- og kongrescenter, Event Centre Rondo.













